Velkommen til Sprogblog




Du forandrer sproget. Vi siger det højt




Vi taler højt og blogger bredt om det sprog som varierer og forandrer sig hele tiden. Vi taler om det danske sprog, om modersmål, dialekter, andetsprog: alle-sprog.




Vi blogger om sproglig variation og udvikling. Vi blogger om sprogpolitik og sprogets magt. Og vi blogger om alt det vi alle kan med sproget.

onsdag den 5. februar 2014

En dialekt skal vise hvor du er fra - og den skal bruges

Af Jane Lykke Bøll, Sprogforandringscentret, Københavns Universitet

Vi hører med jævne mellemrum, at de danske dialekter har trange kår eller ligefrem er døde. Der er imidlertid stadig en del sproglige variation til stede rundt om i landet, og en del mennesker der mener, de taler dialekt.

En undersøgelse af sprogforandringen i tre jyske dialektområder viser, at der er store geografiske forskelle på, om og i hvilken udstrækning dialekten har forandret sig over tid. Ikke overraskende viser det sig, at dialekter skal bruges og plejes for at overleve. Og ikke mindst elskes.

Det viser et nyt ph.d.-studie, hvor sprogforsker Malene Monka fra Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet har undersøgt forholdet mellem en dialekts tilstand og dem, der taler den.
Malene Monka har interviewet en gruppe indbyggere i Vinderup ved Holstebro, Odder ved Aarhus og Tinglev ved Aabenraa. Hun har sammenlignet optagelserne med gamle optagelser med de samme informanter, så hun kan følge deres sprogforandring over tid.

Det viser sig, at dialekten allerede var forsvundet i Odder, da de første optagelser blev lavet, i Vinderup går dialekten markant tilbage mellem de to optagelser, mens den sønderjyske klang er stabil i Tinglev.

Og de to sidstnævnte steder har ellers mange lighedspunkter: Beliggenheden er den samme - i periferien og næsten det, man kan kalde Udkantsdanmark - de ligner hinanden med hensyn til lavt indbyggertal, lav vækst, langt til en storby og der bor flere landmænd og færre med en længerevarende uddannelse end landsgennemsnittet.

Negative oplevelser
"Så det er altså ikke her, man skal finde årsagen på de meget forskellige kår for dialekterne. Men hvis man kigger på, hvad folk siger om deres sprog, og om de knytter det sammen med deres sprogbrug, så kan man godt begynde at forklare de forskelle, der er", siger Malene Monka.

Informanterne fra Vinderup fremhævede ofte de negative oplevelser, de havde haft med at tale dialekt. De havde for eksempel været ude for lærere, som havde sagt: ”Så tal dog ordentligt”, så de var blevet bragt i forlegenhed på grund af dialekten, siger Monka. I interviewene havde de svært ved at sætte ord på deres egen dialekt, og de brugte aldrig ordet ”vestjysk” om den. De knyttede ikke stedet Vinderup eller Vestjylland sammen med deres sprog. I stedet kalder de det jysk, bred jysk eller bondsk. Og hvis man kalder sit eget sprog bondsk, så knytter man det til socialklasse, men ikke til et særligt sted.

En fælles historie
I Sønderjylland, hvor dialekten stadig er stærk hos undersøgelsens informanter, er tendensen en helt anden, oplevede Malene Monka. Her er man vant til at tale om sprog og har en klar forestilling, om man taler ”rigsdansk” eller ”sønderjysk” – navnet på dialekten knyttet den til stedet Sønderjylland. Her er der en fælles myte om, at man er sønderjyde først, og derefter er man dansker. Man skal bare lige prikke til sønderjyder, så kommer fortællingen frem. En fortælling der omhandler perioden 1864-1920, hvor Sønderjylland var under tysk styre, og fortællingen om hvordan sønderjyderne stemte sig ”hjem til Danmark”. Den fælles historie knyttes sammen med det at tale dialekten. 

En af informanterne fra Tinglev siger ”Hvis man er ægte sønderjyde så må man også snakke sønderjysk”. Og det giver jo en helt anden grobund for at holde fast i sin dialekt, end det er tilfældet, hvis de eneste oplevelser, man har haft med dialekten er, at man bliver bedt om at tale ordentligt, som det er tilfældet i Vinderup.

Dialekten skal bruges
"En helt konkret grund til at dialekten er på vej tilbage i Vinderup, er at den ikke bliver givet videre til den næste generation. Især kvinderne siger, at de ikke taler så meget dialekt til deres børn som til deres mand eller farmor. Et par af dem siger, at det ikke var noget, de sådan gjorde bevidst. Og en anden siger, at det var noget, hun bevidst havde valgt at gøre for, at børnene ikke skulle komme i de problematiske situationer, som hun selv har oplevet i forhold til skole". Det forklarer Malene Monka og fortsætter: "I Sønderjylland kan de fleste i den generation, der indgår i undersøgelsen slå over i standarddansk i et eller andet omfang. Men hvis de er opvoksede i sønderjysktalende hjem taler de typisk dialekt til hele familien, både børn og voksne, og hele deres sønderjyske omgangskreds."

Nye undersøgelser viser, at der er sket en lille ændring mod mere standarddansk, når man sammenligner unge i Odder i dag med deres forældregeneration – som er dem der indgår i Monkas undersøgelse. I Vinderup viser en tilsvarende undersøgelse, at der kun er ganske lidt dialekt tilbage og at det mest er drenge, der bruger dialekttræk. I Sønderjylland er dialekten ifølge informanterne heller ikke det samme hos de unge, men der er stadig nogle, der taler sønderjysk. Hvor mange dialekttræk der er bevaret, må nye undersøgelser vise, men forudsætningen for at bevare dialekten er i hvert fald en hel anden i Sønderjylland end i Øst- og Vestjylland.

mandag den 27. januar 2014

DR – en sprogpolitisk aktør

Af Jacob Thøgersen, lektor ved Sprogforandringscentret, Københavns Universitet

I DR’s sprogpolitik har der altid og helt uproblematiseret været sat lighedstegn mellem ’godt sprog’ og ’konservativt københavnsk’. Det gælder både den officielle sprogpolitik og den uofficielle sprogpolitik som er kommet til udtryk i fx udvælgelse af talere i form af mikrofonprøver osv. Det har vist sig at der i DR helt uproblematiseret sættes lighedstegn mellem ’at være dannet’ eller ’at have en god radiostemme’ og ’at tale konservativt københavnsk’. På DR kan man sige om en kandidat at ’hans stemme ikke klinger rigtigt’ fordi hans a-udtale er forkert, eller at ’han lyder udannet’ fordi han har spor af dialekt. Ideologisk set har der altid været sat lighedstegn mellem konservativt københavnsk og ’korrekt udtale’ – i hvert fald i ’seriøse’ programmer som fx nyhedsudsendelser. I underholdningsgenrer har spillerummet været større.

LARM publikation

Vi får fladere a’er og flere slugte stavelser
I LARMprojektet har vi spurgt: ”man siger at nyhedsværter skal tale på en given måde; men hvordan talte de i praksis?”. To fænomener har haft høj opmærksomhed som talesproglige ’tabuer’ i DR’s historie: 1) det ’flade a’ og 2) talesproglige reduktionsfænomener. Det er det, som Skyum-Nielsen (2008) kalder ’stavelseskannibalisme’.

’Fladt a’ er fonetisk set et ”a” som er hævet sådan at det nærmer sig et ”æ”. Det har især været forbundet med unge københavnsktalende, og det har været et udskældt fænomen fra en gang sidst i det 19. århundrede og langt op i det 20.

Svaret er helt entydigt. Nyhedsoplæserne flytter deres a’er opad og opad årti for årti. Med andre ord må man formode at det som var et fladt a i 1950’erne, i dag ville opfattes som et helt almindeligt (eller endog temmelig konservativt a), mens dagens almindelige a ville have været overordentlig ’fladt’ i 1950’erne, eller måske oven i købet blive hørt som et æ. Set i lyset af at kritikken af ’det flade a’ har været højlydt og stort set enslydende i hele DR’s levetid betyder det på den ene side at selv højlydt udskældning af et sprogligt fænomen, i det lange løb, ikke ser ud til at have den store effekt. På den anden side virker det som om kritikken i sig selv har sin egen inerti, sådan at man kan blive ved med at kritisere et fænomen, også længe efter at det reelt er helt enerådende.

I analysen har vi målt akustisk på udtalen af a’er i radioaviser fra 1950’erne til 2000’erne. Undersøgelsen bygger på den præmis at der aldrig findes ’flade’ a’er i Radioavisen. De a’er som nyhedsoplæsere benytter, er per definition ’standard’. Formålet har derfor ikke været at se om der kommer flere ’flade a’er’ i Radioavisen, men derimod om Radioavisens standard-a forandrer sig over tid.

Så er der reduktionerne, altså ’stavelseskannibalismen’. Det er dem vi hører når man udtaler ”lokomotiv” som [lågmotiv] og ”hundrede” som [hunerð]. Her er det overordnede billede det samme. På trods af kraftige påbud om at ”udtale alle stavelser”, ser man over tid (fra 1930’erne til 2000’erne) en jævnt stigende tendens til at stavelser reduceres. Det går fint i tråd med at vi også har vist at taletempoet i Radioavisen er steget med ca. 50 % fra 1930’erne til i dag.

Vi ved at der er en tæt sammenhæng mellem taletempo og stavelsesreduktion. Jo højere taletempo des flere reduktioner; eller måske er det omvendt: jo flere reduktioner, des højere taletempo. Konsekvensen er at udtalen i nyhedsoplæsning nærmer sig mere almensproglig udtale end formel læseudtale. Hvis nogen i dag læste nyheder som man gjorde i 1950’erne (og som der stadig står i Skyum-Nielsens vejledning at man bør gøre) ville det i bedste fald lyde komisk. I sammenligning med samlinger af mere spontant sprog viser det sig dog at Radioavisen stadig er mere formel på nogle punkter, mens den på andre punkter ligner spontant talesprog. Det kunne tyde på at der er nogle fænomener som nyhedsoplæsere er bevidste om som ”faldgruber”, og dermed sørger for at udtale ’korrekt’, dvs. ureduceret, og andre som de ikke er opmærksomme på, og derfor reducerer på en for dem naturlig måde, dvs. sådan som de taler når de ikke er specielt bevidste om at tale ’korrekt’.

Sproglig revselse er altså ikke i det lange løb vinder over naturlig sprogforandring, i hvert fald ikke når der samtidig med de sproglige krav om formalitet er et øget krav om informalisering og spontanitet i mediesproget.

Hvis du vil vide mere
Det her blogindlæg er en kannibaliseret, reduceret udgave af en lidt længere artikel (med navnet DR som sprogpolitisk aktør) udgivet i publikationen LARM Audio Reseach Archive. En infrastruktur til forskning og undervisning i radio og lyd 2010-2014. Hvis du er interesseret i publikationen kan du kontakte artiklens forfatter Jacob Thøgersen på adressen jthoegersen@hum.ku.dk

Du kan finde mere information om det flade af på Sprogforandringscentrets hjemmeside. Her finder du for eksempel en artikel fra Kristeligt Dagblad om de flade a’er. Og hvis du også synes at s’er er interessante, så er der samme sted mere viden at hente om brugen af s-lyden og de sprogholdninger vi knytter til forskellige s-udtaler.