Københavnernes lange vokaler

Af Nicolai Pharao, som er post.doc ved Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet. Nicolai har speciale i fonetik.
Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 5, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142

Jeg vidste jo godt, det ikke var det, hun mente. Men det var alligevel det, jeg hørte hende sige – i hvert fald for et kort øjeblik.
Hen over sommeren har man på DR i programmet ”Det Søde Liv” kunnet se Mette Blomsterberg tilberede de lækreste og mest ekstravagante desserter og kager - ovenikøbet mens hun forsøgte at lære alle os almindelige mennesker, hvordan hun gjorde. Jeg er rasende glad for søde sager, og jeg er næsten lige så glad for at se madprogrammer, så ”Det Søde Liv” var tit noget, jeg fik zappet hen på i sommerens løb. Og det var altså også Mette Blomsterberg, jeg misforstod et kort øjeblik. For i et af programmerne sagde hun: ”så fylder jeg cremen i parken”. Man ser det for sig: Luxembourghaven oversømmet i liflig chantilly-creme, Hyde Park dækket i clotted cream eller Kongens Have indsmurt i remonce. På sin vis en ganske lækker tanke, men jo ikke lige noget man kunne kaste sig ud i som afslutningen på en grillaften. Og det var selvfølgelig heller ikke det hun sagde, hende Mette. Hun sagde nemlig ”så fylder jeg cremen i pakken”. Det fremgik endda klart af sammenhængen, for hun havde lige vist hvordan man lavede sprøde butterdejspakker, der nu skulle påfyldes en vaniljecreme.

Hvorfor hørte jeg så ”parken”? Jo, det er fordi Mette Blomsterberg, som så mange andre københavnere i sin generation, har en tendens til at sige lange vokaler i ord, hvor vokalen før var kort. Gør man det i ordet ”pakken”, så kommer det til at lyde som om, man siger ”parken”. Det er en meget velkendt udtaleforandring, og i nogle ord er den blevet helt obligatorisk – jeg kender for eksempel ingen mennesker under 40, der siger ordene ”sidde” og ”hedde” med kort vokal, selvom det var normen tidligere. Men i nogle ord er det valgfrit at gøre vokalen lang, bl.a. i et ord som  ”pakken”. Når man så gør det i de ord, så er det noget, der for mange får det til at lyde lidt af håndværker. Og selvom det at kreere delikate konditorkager er et håndværk, som kræver mange års træning, så er det samtidig noget, der er forbundet med en forfinet luksus.

Faktisk, tror jeg, det var derfor, at jeg overhovedet bemærkede det. Det var jo ikke, fordi det var svært at regne ud, hvad der mentes – det klarede sammenhængen. Men sammenhængen gjorde også, at jeg forventede et fint og måske lidt gammeldags dansk, og derfor blev jeg overrasket over at høre en mere ungdommelig udtale.  Egentlig synes jeg det er en glædelig overraskelse, at den udtale, som man for ikke så længe siden så ned på, nu også kan høres i en feinschmeckerudsendelse. Måske skulle man blive bedre til at skubbe fordommene til side og i stedet høre efter, hvad der bliver sagt? Så kunne det også være, man blev bedre til at lave desserter og kager.

Det at kan dansk

Af Karen Margrethe Pedersen, som er lektor ved Afdeling for Dialektforskning, ved Nordisk Forskningsinstitut, KU. Karen Margrethe har deltaget i bla. projekterne ScanDiaSyn og DanDiaSyn om nordisk og dansk og dansk dialektsyntaks.

Indlægget her er også bragt som læserbrev i Information den 19. januar 2011.

I et læserbrev 12. januar er der en læser, der kritiserer Morten Bødskov for at have sagt ”det at kan dansk er vigtigt for at kunne begå sig i det danske samfund”. Men denne sætning er på ingen måde fejlagtig. Den følger blot en anden grammatik end den gængse skolegrammatik. Verberne skulle, kunne, ville og måtte har i Morten Bødskovs grammatik to infinitivformer: en nutids infinitiv: at kan, at skal, at vil, at må, og en fortids infinitiv: at kunne, at skulle, at ville, at måtte. Det hedder ”det er vigtigt at kan dansk”, men ”det var vigtigt at kunne dansk”. Man kan sammenligne med latin, der også har to infinitivformer, omend med en anden fordeling, fx vocare ’at kalde’, vocavisse ’at have kaldt’.

Nutids infinitiv har eksisteret i 500 år. Formen er mest almindelig i Nørrejylland, men i et grammatikprojekt år 2007 blev den registreret over hele landet, herunder i København. Den er således ikke dialektal. Og den er heller ikke specielt lavsocial.

Det danske sprog udviser variation, og vi har ikke alle den samme grammatik. Skolegrammatikken beskriver kun en snæver norm, og det er ikke alle afvigelser fra skolegrammatikken, der er fejl.

Om at få ordene galt i øregangen

Af Nicolai Pharao, som er post.doc ved Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet. Nicolai har speciale i fonetik.

Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 2, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142

Man skal høre meget, før ørerne falder af! Faktisk er det ikke sket for nogen endnu, men alligevel kan man foranlediges til at tro, at de fleste ører er i overhægende fare for at blive skilt fra hovedet. For der sjuskes med sproget overalt, også hos journalister, som jo burde vide bedre, ikke sandt? Det bliver jævnligt påtalt,  for eksempel har en professor i radioen beklaget sig over en journalists omtale af ”gingen”. Hvad i alverden skulle dét dog betyde? Nu måtte der virkelig strammes op, mente han. Og det kan man vel godt forstå, for der er jo ikke noget, der hedder ”gingen”. Heldigvis for os lyttere beklagede professoren sig for åben mikrofon på den kanal, der havde bragt det fremmedartede ord, så hjælpsomme kolleger kunne finde reportagen frem.

Klippet blev sat på, og jeg lyttede til det. Med mine ører hørte jeg, at der blev sagt ”geringen”. Nå ja, og hvad så, Nicolai, dét er da heller ikke et ord! Nej, det er det jo ikke, i hvert fald ikke uden for sammenhængen. Men ordet kom fra en reportage, hvor journalisten var taget ind på Christiansborg, for, som han sagde, ”her er geringen i gang med nye finanslovsforhandlinger”. Så forstår man jo bedre! Selvom nogle måske vil mene, at geringen og dens gerninger kan være svære at forstå, så var ordet lige til at forstå i sammenhængen. Faktisk var det vel egentlig meget smart af journalisten sådan lige at klippe lidt af ordet ”regeringen”, så han kunne komme frem til det vigtige i reportagen.

Nogle gange bliver ord presset endnu mere sammen. Tag nu denne her sætning: ”Der normt mange plamsboere, der ensomme”.  Slutningen er nem nok at forstå, og starten er måske heller ikke så svær, hvis man siger det højt for sig selv :”Der normt” er jo en lidt hurtig måde at sige ”Der er enormt”. Men hvad så med de her ”plamsboere”? Det er da noget vås. Og vi kan jo ikke hjælpe dem, hvis vi ikke kan forstå, hvem de er. Her har talesjuskeriet alvorlige konsekvenser! Måske endnu værre end ører, der falder af. Men vi kan igen hente hjælp fra sammenhængen. Plamsboerne kom ind i billedet i en samtale om ældrepleje, så man var sådan set ikke i tvivl om, at det handlede om plejehjemsbeboere. Igen var det det mindre væsentlige ord, der blev trukket endog gevaldigt meget sammen, så hende, der snakkede, nemmere kom frem til sagens kerne – som mellem mine ører er både mere vedrørende og væsentligt end at konservere vores udtale, så vi alle lyder ordentlige og ens.

Man kan selvfølgelig godt kalde de her sammenpresninger af ordene for sjusk. Nogle gange kan det da også føre til misforståelser, som når v’et falder ud af ”livet”, og man kan tro, man bliver spurgt om, hvad man syntes om liget, mens man var udstationeret. Men i stedet for at frygte, at ørerne falder af, var det nok bedre at folde dem ud og lytte til den rigdom af måder, ordene kan siges på. Liget skal jo leves, sagde plamsboeren!

Tosproget - et positivt ord?

Af  Marie Maegaard som er lektor, ph.d og cand.mag. i dansk og matematik
og ansat på Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet med speciale i sociolingvistik

Maries indlæg er udgivet i tidsskriftet Sprog og Samfund i december 2011: http://www.modersmaalselskabet.dk/sprog-samfund/

„Tosproget“ – er det virkelig et ord man kan strides om betydningen og brugen af? Ja, det er det i allerhøjeste grad. Man kunne måske tro at ordet „tosproget“ er et positivt ord som dækker over at nogle mennesker simpelthen behersker flere sprog end andre, de såkaldt „etsprogede“. Men i dagens Danmark er dette langt fra den gængse brug af ordet. „Tosproget“ betyder ikke længere bare „som kan tale to sprog lige godt = bilingual“ (jf. Politikens Store Nye Nudansk Ordbog, 1997).

Nej, „tosproget“ har fået en negativ klang. Fx skriver Albertslund Kommune på deres hjemmeside: „Albertslund Kommune fokuserer på indsatsen over for tosprogede børn og unge i alderen 10-25 år, der har store problemer med kriminalitet, misbrug, skolegang og familie.“ Senere står der: „Første fase fokuserer på eksisterende viden om effekten af kriminalitetsforebyggende arbejde over for børn og unge, særligt tosprogede børn og unge.“ Hvorfor skulle børn der behersker flere sprog kræve særlige kriminalitetsforebyggende foranstaltninger?

Er det at beherske mange sprog virkelig noget som automatisk medfører en kriminel løbebane?
Nej, det er det naturligvis ikke. Pointen er at begrebet „tosproget“, som det ofte bruges nu, ikke har en døjt med sprog at gøre. Det er en samlebetegnelse for mennesker (som regel børn og unge i skolesystemet) som har indvandrerbaggrund – men ikke en hvilken som helst indvandrerbaggrund. Det handler nemlig mest om at de „tosprogede“ er kulturelt anderledes end „os“, de rigtige danskere. Derfor definerer kommuner også tit „tosproget“ ved at inddrage kulturelle såvel som sproglige krav. Københavns Kommune definerer fx i en stor undersøgelse „tosprogede elever“ som elever hvis hjemmesprog er et andet end dansk, og hvis forældre „har oprindelse i et land uden for den vestlige kulturkreds“. I den forstand kan man sige at der måske bare er tale om en form for newspeak, hvor man forsøger at omtale en gruppe elever på en ikke-fordømmmende måde. Det kan man hævde, men jeg vil mene at det er et stort problem hvis man tror at man kan komme selve problemet med at stigmatisere minoritetsgrupper til livs, bare ved at kalde dem for noget andet.

Det væsentligste problem er forståelsen af de „tosprogede“ som kulturelt anderledes. Som den tidligere københavnske skolepolitiker Majbritt Mamsen (K) udtaler, så ville hun „aldrig lade sine børn gå i en folkeskole med over 25 pct. tosprogede elever“. Og det er fordi: „Jeg ville ikke kunne beskytte mit barn mod bander eller livet i skolegården, hvis den herskende mentalitet er strenge æresbegreber samt, at man slår, før man taler.

Jeg tror også, jeg er på bølgelængde med mange forældre, når jeg heller ikke ønsker, at mit barn skal lære et råt sprog“ (Berlingske Tidende, 3/11-2004). Mamsen taler ikke om flersprogethed her; hun taler om en kultur som hun ikke ønsker at hendes barn skal være en del af, og som hun altså forestiller sig hersker på skoler med mere end 25 % „tosprogede“. Igen er det næppe de udvidede sproglige kompetencer (selve tosprogetheden) der fører til bander, vold og rå omgangstone i skolegården, men Mamsen sætter lighedstegn mellem alle disse ting. Det hun, og andre med hende, i virkeligheden gør, når de omtaler „tosprogede“ på denne måde, er at opstille en „os“-„dem“-relation som kun ved selve ordet „tosproget“ adskiller sig fra andre opdelinger (fx „dansker“-„udlænding“, „dansker“-„fremmed“ eller dansker“-„perker“).

„Tosproget“ har altså ikke længere noget med sprog at gøre, men er trådt i stedet for tidligere ord som – måske for tydeligt – signalerede kulturel eller etnisk anderledeshed. Vi må imidlertid ikke tro at vi er kommet fordommene til livs, blot ved at give dem nye navne.