Velkommen til Sprogblog




Du forandrer sproget. Vi siger det højt




Vi taler højt og blogger bredt om det sprog som varierer og forandrer sig hele tiden. Vi taler om det danske sprog, om modersmål, dialekter, andetsprog: alle-sprog.




Vi blogger om sproglig variation og udvikling. Vi blogger om sprogpolitik og sprogets magt. Og vi blogger om alt det vi alle kan med sproget.

fredag den 22. juni 2012

Puser diple, piple, daple og paple?

Af Jane Lykke Bøll. Teksten er bragt i DANES 3.
Og ’Diplen Pugle høpser fleller’.  Er du med? Er du medlem af gruppen, der ved hvad der her tales om, eller synes du, som jeg, mest af alt det her lyder som del af en underholdende vrøvlehistorie?
At det var fordums tiders diple, der forstod hvem Pugle er og hvad han høpsede, dét er en pointe i sig selv. Måske nok den vigtigste, og det kommer vi tilbage til. Først tager vi turen til den gruppe af mennesker der taler dette særlige danske. For dansk er det. Vi skal til den sjællandske by Næstved for at forstå mere af hvad diplen er for en, vi skal til Herlufsholm skole. Det særlige danske gengivet her er herlovianersprog talt af elever og ansatte på skolen. Eleverne kaldes disciple, og det er blevet til diple. Senere er der kommet daple og paple til og så kom også piple.  Se, nu er vi, der ikke er eller har været herlovianere, igen smidt af. Her er forklaringen: Piple er kort for pige-disciple, daple betegner drengene blandt skolens dagelever og paple således pigerne blandt skolens dagelever. Herfra kalder vi bare alle skolens elever for diple – det gør eleverne nemlig også selv nu om dage.
Herlovianersproget lyder eksotisk og særegent. Men det er dansk med dansk grammatik som vi kender den: Det, som adskiller herlovianersproget fra det almindeligt kendte danske sprog, er de særlige sproglige regler, der er opstået blandt elever og overleveret til deres efterfølgere. Det er de regler og ord, der gør herlovianersproget til en argot, altså en sprogvariant, som er fælles for en gruppe mennesker, der deler en social egenskab. Vi kan også kalde det for et gruppesprog: sådan et sprog som tales af en mindre gruppe af mennesker, som adskiller sig fra andre grupper i deres omverden netop i kraft af beherskelsen af denne særlige sprogvariant.
Herlovianersprog har én særlig vigtig sproglig regel, som er god at kende for at få adgang til gruppen. Det er sammentrækningsreglen og den som har været med til at gøre disciplen til diplen. Reglen lyder sådan her: Tag et ords konsonanter før første vokal læg dertil ordets sidste trykbelagte vokal plus resten af ordet. Altså d+isc+iplen. Drenge-disciplene var de første elever på skolen (grundlagt af Herluf Trolle i 1565). Først i nyere tid fik også piger lov til at være elever, altså disciple, og få betegnelsen p+igedisc+iple. Senere igen kom dageleverne til og da måtte en overtrædelse af sammentrækningsreglen tilsyneladende til for lydligt at lade dagelevernes betegnelse følge kostelevernes. Deraf opstod daple og paple.
Overtrædelser af sammentrækningsreglen er ikke sjælden, men lige så sædvanlig i Herlovianersproget som i andre levende sprog: sprogbrugere - på Herlufsholm som i verden udenfor - benytter, udvikler og viderefører deres sprog på så kreativ vis at undtagelserne får lige så meget vægt som reglerne: Gnisten (som er organisten) burde med sammentrækningsreglen for ord der starter med vokal have fået kaldenavnet Isten; Udsagnsord er blevet dannet på baggrund af herlovianer-sammentrukne navneord - således er faser blevet til ved først en sammentrækning af fedthas (= fas) tilført nutidsformens –er. Og således har en tidligere lærer med øgenavnet Høpsen også lagt betydning til det kreerede udsagnsord at høpse, som dækker mange betydninger, heriblandt ’at stå på lur’ eller ’at tiltuske sig noget billigt eller på irregulær vis’; Skolens lokaliteter og ansatte gennem tiden fået mange øgenavne. Men netop det sproglige træk er ikke noget herlovianere kan siges at have for sig selv, for hyppig og endog næsten systematisk brug af øgenavne ser vi mange steder i verden.
Selv efter en gennemgang af sproglige herlovianerregler og deres undtagelser, sidder du nok stadig og funderer over vores indledende herlovianske udsagn og deres betydning. Overskriften afslører såmænd bare at også elever på Herlufsholm ind i mellem må gå på toilettet (’Pissehus’ er blevet til pus – i huset indrettet dertil kan der således puses). Herefter fortæller vi at ’Diplen Pugle høpser fleller’. Altså: ’Disciplen Peter Ugle tiltusker sig flødekarameller’. Ingen livsnødvendige erkendelser ville være gået vores næse forbi uden den oversættelse. Anderledes forholder det sig på Herlufsholm:
J. Normann Jørgensen er tidligere dipel og sprogforsker ved Københavns Universitet og han har siden 1985 foretaget undersøgelser af herlovianersproget på skolen. Undersøgelserne har vist at særligt blandt kostskoleeleverne, især drengene, var Herlovianersproget i 1985 en nødvendig nøgle til en plads i gruppen blandt andre diple. Dageleverne og pigerne på kostskolen oplevede et mindre pres til at lære Herlovianersproget for at få lov at være en del af gruppen.  Det er der flere grunde til:
Hvornår Herlovianersproget er etableret ved vi ikke, men erindringer lader os vide at det i hvert fald fandtes i 1830’erne, hvor Herlufsholm var en kostskole for drenge, som i lange perioder måtte undvære deres familie og finde erstatninger for den på skolen. Og på skolen levede en myte om kampe med Næstvedegnens drenge. Diplene er altså drenge, der har et særligt behov for at skabe et gruppetilhørsforhold og for at afgrænse dem der er inde fra dem der er ude. I det lys forstås sprogets opståen, nødvendigheden af dets beherskelse for at indgå i gruppen og samtidig også den senere aftagende brug af sproget og en nedadgående produktivitet.
Normann Jørgensen finder nemlig i sine undersøgelser af Herlovianersproget, at overleveringen af sproget har skiftet status efter piples, daples og paples inklusion på skolen. Da ophørte den relative isolation af diplene og skellet mellem dem der var inde og dem der var ude, ændredes: overleveringen af særlige herlovianer-ord er endnu relativt høj - men vi kan ikke vide hvor længe.
Piple, daple og paple finder vi ikke flere af; der er ikke længere nogen som høpser. Og diplene puser ikke længere. Nu om dage bor eleverne imidlertid på Skygningen (Skolebygningen) eller Mygningen (Museumsbygningen), og de rækker hinanden speber (salt og peber) ved måltiderne. De processer ordene dannes efter, er uforandrede, men selve ordstoffet ændrer sig.

Litteratur:
Jørgensen, J. Normann: ’Diplen Pugle høpser fleller på bleddel’. In: Mål og Mæle vol 2, nr. 4. 1977. s. 16-19.