Om at få ordene galt i øregangen

Af Nicolai Pharao, som er post.doc ved Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet. Nicolai har speciale i fonetik.

Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 2, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142

Man skal høre meget, før ørerne falder af! Faktisk er det ikke sket for nogen endnu, men alligevel kan man foranlediges til at tro, at de fleste ører er i overhægende fare for at blive skilt fra hovedet. For der sjuskes med sproget overalt, også hos journalister, som jo burde vide bedre, ikke sandt? Det bliver jævnligt påtalt,  for eksempel har en professor i radioen beklaget sig over en journalists omtale af ”gingen”. Hvad i alverden skulle dét dog betyde? Nu måtte der virkelig strammes op, mente han. Og det kan man vel godt forstå, for der er jo ikke noget, der hedder ”gingen”. Heldigvis for os lyttere beklagede professoren sig for åben mikrofon på den kanal, der havde bragt det fremmedartede ord, så hjælpsomme kolleger kunne finde reportagen frem.

Klippet blev sat på, og jeg lyttede til det. Med mine ører hørte jeg, at der blev sagt ”geringen”. Nå ja, og hvad så, Nicolai, dét er da heller ikke et ord! Nej, det er det jo ikke, i hvert fald ikke uden for sammenhængen. Men ordet kom fra en reportage, hvor journalisten var taget ind på Christiansborg, for, som han sagde, ”her er geringen i gang med nye finanslovsforhandlinger”. Så forstår man jo bedre! Selvom nogle måske vil mene, at geringen og dens gerninger kan være svære at forstå, så var ordet lige til at forstå i sammenhængen. Faktisk var det vel egentlig meget smart af journalisten sådan lige at klippe lidt af ordet ”regeringen”, så han kunne komme frem til det vigtige i reportagen.

Nogle gange bliver ord presset endnu mere sammen. Tag nu denne her sætning: ”Der normt mange plamsboere, der ensomme”.  Slutningen er nem nok at forstå, og starten er måske heller ikke så svær, hvis man siger det højt for sig selv :”Der normt” er jo en lidt hurtig måde at sige ”Der er enormt”. Men hvad så med de her ”plamsboere”? Det er da noget vås. Og vi kan jo ikke hjælpe dem, hvis vi ikke kan forstå, hvem de er. Her har talesjuskeriet alvorlige konsekvenser! Måske endnu værre end ører, der falder af. Men vi kan igen hente hjælp fra sammenhængen. Plamsboerne kom ind i billedet i en samtale om ældrepleje, så man var sådan set ikke i tvivl om, at det handlede om plejehjemsbeboere. Igen var det det mindre væsentlige ord, der blev trukket endog gevaldigt meget sammen, så hende, der snakkede, nemmere kom frem til sagens kerne – som mellem mine ører er både mere vedrørende og væsentligt end at konservere vores udtale, så vi alle lyder ordentlige og ens.

Man kan selvfølgelig godt kalde de her sammenpresninger af ordene for sjusk. Nogle gange kan det da også føre til misforståelser, som når v’et falder ud af ”livet”, og man kan tro, man bliver spurgt om, hvad man syntes om liget, mens man var udstationeret. Men i stedet for at frygte, at ørerne falder af, var det nok bedre at folde dem ud og lytte til den rigdom af måder, ordene kan siges på. Liget skal jo leves, sagde plamsboeren!