Velkommen til Sprogblog




Du forandrer sproget. Vi siger det højt




Vi taler højt og blogger bredt om det sprog som varierer og forandrer sig hele tiden. Vi taler om det danske sprog, om modersmål, dialekter, andetsprog: alle-sprog.




Vi blogger om sproglig variation og udvikling. Vi blogger om sprogpolitik og sprogets magt. Og vi blogger om alt det vi alle kan med sproget.

torsdag den 25. august 2011

Talesprog og dialekter

Af Lektor Marie Maegaard, Post.doc. Nicolai Pharao, Lektor Pia Quist, lektor Karen Margrethe Pedersen og Professor Tore Kristiansen

(ansatte ved Nordisk Forskningsinstitut, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab samt Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, Københavns Universitet)

Hvordan er det egentligt, det står til med de danske dialekter? Dette spørgsmål har hen over sommeren været temaet for en række artikler i Weekendavisen med Michael Ejstrup (forsker i journalistisk sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) som forfatter. Artiklerne behandler forskellige temaer, men har det til fælles, at de alle fremstiller den sproglige virkelighed i Danmark helt anderledes end de fleste sprogforskere gennem de seneste årtier har beskrevet den. Dette er også en pointe for Ejstrup, som faktisk mener, at alle vi andre (specielt forskere fra Københavns Universitet) tager fejl, når vi beskriver talesproget i Danmark som mere og mere ensartet for hver generation. Mange års forskning baseret på store mænger data viser, at ensretningen sker med udgangspunkt i københavnsk og breder sig til hele landet. Men denne forskning er altså ifølge Ejstrup forkert. Vi vil gerne tage handsken op og forklare hvorfor vi ser Ejstrups fremstillinger som problematiske, og hvordan vi gennem vores egen og tidligere forskning kommer frem til andre resultater end Ejstrup.

Det første og mest overordnede problem er Ejstrups forståelse af begrebet dialekt. Når Ejstrup forsikrer os om, at dialekterne lever i bedste velgående, er det kun muligt, fordi han forstår 'dialekt' som et langt bredere begreb end man traditionelt gør blandt forskere på området. Det er usandt, når Ejstrup påstår, at 'dialekt' kan betyde snart sagt hvad som helst for forskerne. Rundt om i landet bruger folk talesprog, som har visse regionale særpræg. Dette er vi ikke uenige med Ejstrup i, og det er også veldokumenteret i dansk dialektforskning og sociolingvistik. Samtidig er det dog også veldokumenteret, at talesproget rundt om i landet i løbet af de sidste halvtreds år er blevet mere og mere ensartet. Der er ganske vist regionale særpræg tilbage, men folk taler mindre og mindre dialektalt end tidligere, og når de holder op med at bruge et dialekttræk, skifter de som hovedregel til et københavnsk træk. Man kan naturligvis vælge at kalde de nye ensartede sprogformer for 'dialekt', men for de fleste sprogforskere har det været vigtigt at pointere, at det danske sprogsamfund er i gang med en gennemgående afvikling af dialekterne, hvor netop kun få regionale træk står tilbage. Men der er ikke tale om, at vi mener, at man ikke længere kan høre regionale forskelle på folk fra forskellige egne i Danmark. Det ved Ejstrup også, hvis han læser det vi skriver. Vi mener, at hvis man er interesseret i at udvikle et samfund, hvor man fortsat skal have mulighed for at høre de sproglige forskelle, som Ejstrup præsenterer os for – og det er vi faktisk – er det vigtigt at være klar over, at der er en proces i gang i øjeblikket, som leder os det modsatte sted hen, nemlig mod en situation hvor ensretningen er endnu mere gennemført end i dag.

Et andet vigtigt problem er Ejstrups påstande om, at forandringerne i dansk talesprog især kommer fra Vestdanmark. Dette billede kan vi ikke genkende ud fra den eksisterende forskning. På Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet har man igennem de sidste 100 år forsket i talesproget i Danmark, og det er et gennemgående resultat af de store kvantitative studier, at påvirkningen udgår fra København og bevæger sig vestover. Dette ses imidlertid ikke kun i de "københavnske" dialektologers undersøgelser, men også i f.eks. den stort anlagte Hirtshals-undersøgelse fra begyndelsen af 1980'erne samt i Lars Brink og Jørn Lunds store værk om Dansk Rigsmål fra 1975.

De undersøgelser der er i gang på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, hvor man arbejder på at kortlægge og forstå en række af de sprogforandringer der har fundet sted i dansk talesprog gennem de sidste 30-40 år, viser, at forandringer i dansk sker med udgangspunkt i københavnsk, hvorfra de breder sig til resten af landet. Dette gælder både grammatiske og udtalemæssige forandringer. Resultaterne bygger på materiale fra gamle optagelser, nye optagelser, optagelser med unge og gamle og forskellige typer af samtaler. Derfor er vi meget forundrede over Ejstrups beskrivelser af forandringer, som skulle komme fra andre dele af landet og påvirke københavnsk sprogbrug. Vi ville derfor gerne have mulighed for at få indblik i hvad han bygger disse beskrivelser på, men det kan vi ikke få. Og her kommer vi til det ikke mindst væsentlige problem med Ejstrups fremstillinger af den sproglige virkelighed i Danmark (både i Weekendavisen og andre steder). Nemlig manglen på dokumentation. Vi præsenteres for eksempler på dialekttræk, men vi får ikke angivet, hvor udbredte de er, i hvilket datamateriale de er fundet, hvordan hans datamateriale er fremkommet osv. Når Ejstrups fremstilling af udbredelsen af dialekttræk sammenholdes med eksisterende dialektbeskrivelser, fremstår hans artikler som fulde af unøjagtige og fejlbehæftede oplysninger. Et eksempel fra den første artikel, 'Farveller', er Ejstrups beskrivelse af selve titelordet, farveller, som specielt fynsk. Det er det ikke ifølge andre beskrivelser (f.eks. Den Danske Ordbog hvor det beskrives som generelt træk uden stedsangivelse). Et andet eksempel er udtale af de korte e-vokaler i ordene til og det. Denne udtale beskrives af Ejstrup således: "Det er et fynsk træk, at de vokaler udtales, så de ligner æ-vokaler".Men det er det ikke. På traditionel fynsk dialekt udtales disse ord med e, altså te og de, hvorimod det på Lolland og Falster er almindeligt at udtale disse ord og (ifølge Ømålsordbogen). Endvidere findes også i sønderjysk (ifølge Jysk Ordbog).

Dette er blot eksempler. Alene i denne første artikel er der faktuelle fejl og unøjagtigheder ved næsten alle de punkter Ejstrup gennemgår. Vi har gentagne gange forsøgt at få adgang til Ejstrups ph.d.-afhandling – som han selv fremholder som sin dokumentation – for at kunne diskutere disse spørgsmål mere kvalificeret med ham, men den er ikke til udlån, hverken fra Ejstrup personligt eller fra Syddansk Universitets bibliotek. Indtil videre har vi stort set kun Ejstrups populærvidenskabelige fremstillinger at forholde os til – hvilket er yderst kritisabelt, når disse fremstillinger fremsætter en hård kritik af al hidtidig forskning på området. Vi efterlyser dokumentation og en saglig diskussion.